Refleksioner

I dette indlæg har jeg samlet nogle af mine refleksioner over de ikke-faglige elementer af opholdet.

Ser vi ud over det faglige, så kunne opholdet ikke være gået bedre. Jeg rejser hjem med kufferten fuld af oplevelser, erfaringer og (selvom det ikke er særlig jysk) følelsen af ”jeg kunne sgu’ ”.   

Det sidste lyder måske mærkeligt, men jeg er alligevel forbløffet over, så hurtigt det er lykkedes at falde til herovre og de løbende udfordringer, der er blevet løst: åbne/lukke bankkonto, købe/sælge brugt cykel, finde de små oaser (kaffebarer, bagerier, supermarkedet mv.) som giver mig en følelse af at ”det er mit hjem” – i det hele taget bare at gebærde mig i det store udland uden nogen erfaringer at trække på.

Inden jeg tog af sted, havde jeg mange forbehold ved at skulle bo sammen med seks andre mennesker, som kunne have vidt forskellige personligheder, standarder for rengøring mv. Og jeg var også meget nervøs i forhold til selve huset og mit værelse, som jeg havde fundet på Craigslist (og valgt baseret på, at det kun var for seriøse studerende). Ville jeg kunne lide det? Var der edderkopper (det var nok min største bekymring)? Hvad med kød og hygiejne i køkkenet? Tilfældet ville dog, at jeg ikke kunne være havnet et bedre sted!  

Der var en enkelt roomie, som jeg de sidste halvanden måned ikke udvekslede et eneste ord med, pga. en uoverensstemmelse vedr. et elektrisk varmeapparat (som hun havde den dybt egoistisk indstilling til, at vi umuligt kunne dele den mellem de tre af os, der havde behov for det; for hun boede jo nedenunder og vi ovenpå, og hun ville (og jeg citerer) ”bruge det morgen, middag og aften”. Det resulterede i, at jeg skrev en mail til hende, hvori jeg kaldte hendes handling for egoistisk. Efter jeg modtog en dybt barnlig mail tilbage med en argumentation så hullet som en si, blev stridsøksen erstattet med en rungende ignorering af hinandens eksistens). 

Men bortset fra hende, så har alle været så søde (og heldigvis laver de fleste af de øvrige ikke mad, og hende, der laver mest mad, foruden mig er selv vegetar). Og Michelle har været godheden selv over for mig. Hun bemærkede for nyligt, at jeg havde holdt mit værelse ”impeccably clean”, og belønnede mig med, at vi ikke behøver lave en walk-through, dvs. kontrol, af værelset, når jeg skal flytte ud, og derfor kunne vi ordne tilbagebetalingen af mit depositum allerede nu.

Kort sagt: Jeg kunne ikke have boet bedre!

 Mit værelse er på 2. sal, længst til højre i billedet.

 En flot solnedgang ses fra mit vindue.

Og jeg tror ikke, at der findes noget andet sted, som jeg kunne være rejst til, der ville have passet bedre til mig end San Francisco. Jeg er blevet ret forelsket i byen, i dens mangfoldighed og de hyggelige kvarterer :o) 

I Berkeley har jeg endda vænnet mig til de mange hjemløse, og er begyndt at snakke lidt med én af dem. Han hedder Johnny, har været studerende på UC Berkeley og i marinekorpset; samt stoffri i 7 år (men de mange forudgående års stofmisbrug har sat sine tydelige spor på mentaliteten).

 "Min" gade: Jeg bor lige inde til højre (står ud for huset og tager billedet) og øverst kan lige anes Peoples Park, som nærmere burde have heddet The Homeless Park.

Efteråret kom også til Berkeley og inspirerede dette billede, hvor efterårets og sommerens farver mødes.

Sidst, men ikke mindst, har jeg jo været så heldig at have Kim herovre. Hvis han ikke havde været her, havde udlandsopholdet på ingen måde været det samme. I går sagde vi farvel over et spil kort og en kop te. Det var faktisk lidt hårdt at tage afsked. 

Problemet er ikke, at han først skal hjem til februar, så vi først ville kunne ses der, men at han bor i København, hvilket gør det umuligt at have det venskab, vi begge ønsker (og som vi har fået opbygget herovre).
Jeg gav ham en lille julegave, som han først må åbne d. 24/12, for det vil selvfølgelig være en tom fornemmelse for ham at sidde alene herovre hen over julen og nytåret. 

Selvom de ikke begynder helt så tidligt på at pynte til jul herovre som i Danmark, så indfandt julepynten (i ægte hippiestil) sig dog på Telegraph Avenue i slutningen af november.

Tænk, at jeg har været så heldig, at udlandsopholdet på alle tænkelige områder har oversteget ikke bare mine forventninger, men mine forhåbninger… Jeg forstår det ikke! 

Nu jeg ser tilbage på det (selvom det naturligvis er lige lovligt tidligt), er det faktisk lidt komisk, for jeg har altid tænkt, at ”udlandsophold… det er ikke noget for mig”, idet jeg har svoret, at jeg ikke kunne undvære dem derhjemme. Afsavnet har da til tider også været til at tage og føle på (jf. sidste indlæg om mine forældres eventyr herovre), men det har været det værd!

Nu er det vist på tide at uddybe sidste sætning i den allerførste paragraf i dette blogindlæg: ”…idet jeg ingen planer har haft indtil i dag…”, for hvad er det for planer? 

I skrivende stund sidder jeg (som altid) på Tartine, hvor jeg lige har færdiggjort min første chokoladepudding herindefra (sammen med først en kop alm. sort kaffe og dernæst en koffeinfri, fordi klokken pt. er 17.39). Jeg er herinde på dette usædvanlige tidspunkt, fordi jeg om 1½ time tager toget videre til lufthavnen, hvor Cecilie lander omkring kl. 20. 3½ måned er gået! 

Det er lidt underligt, for jo tættere på denne dag, vi er kommet, jo mere har jeg savnet hende. Under store dele af opholdet har savnet ikke været udtalt; (også) på det punkt er hjernen simpelthen imponerende, for jeg er sikker på, at den regulerer savnet, da den er klar over, at man ikke får noget ud af at savne i 3½ måned. 

Men her de sidste par uger, er det som om, at den igen har givet mig lov til at savne hende. Lyder det helt tåbeligt? Jeg tror faktisk, at der er noget om min teori… Det bekræftes også af, at afsavnet til mine forældre var kæmpe, lige da de var taget af sted, for i løbet af den uge, de var her, havde jeg jo igen vænnet mig til at have dem omkring mig.

Cecilie og jeg skal være i Berkeley til d. 11/12, hvorefter turen går til New York, inden vi rejser hjem derfra d. 22/12. Lige i tid til juleaften! 

Jeg kommer uden tvivl til at savne hverdagen herovre; den har været så ubekymret og uden forpligtelser af nogen art i forhold til alle mulige andre. Men samtidig bliver det selvfølgelig rart at komme hjem og se alle de mennesker, man holder af!

Tak, fordi I har fulgt med i mit eventyr (fornyligt fik jeg at vide, at min faster Karin frivilligt har tygget sig igennem flere indlæg på min blog, så jeg har i hvert fald én anden læser end mine forældre, bedsteforældre og Anita (som er tvunget til at følge med, da jeg vil quizze hende i mit ophold, når jeg kommer tilbage til kontoret). 

Tak, Karin (hvis du altså overlever at læse dette indlæg til ende) :o) ).

Jeg vil lige slutte af med et billede, jeg tog på Telegraph Avenue ved at stikke kameraet ind gennem nogle tremmer, der spærrede denne forladte grund af for offentligheden. På mange måder emmer billedet af Berkeley; Street Fairs, diversitet (gengivet i graffitien), det politiske engagement, Free Speech bevægelsen, hjemløse (jeg formoder, at stolen er ens hjem) og kontraster (denne grund er lige ved siden af butikker med masser af liv).

Det var det udlandsophold

Så viser kalenderen 5. december 2012, og dermed er det endeligt slut for den faglige del af mit udlandsophold. Egentlig sluttede det officielt d. 1/12, hvorfor jeg allerede har afleveret nøglerne til universitetet, men idet jeg ingen planer har haft indtil i dag, så besluttede jeg mig for at arbejde igennem i den lille uge. 

Det gav bonus! I weekenden fik jeg en (lille) aha-opdagelse i forhold til en problemstilling, jeg har kæmpet med i mit ph.d.-projekt. Det betød, at flere brikker i beviset for en sætning pludselig faldt på plads. I løbet af søndagen fik jeg indskrevet mine ideer i manuskriptet, og Jon mødte derfor ind til en opdateret udgave heraf mandag morgen. I løbet af formiddagen tikkede flere mails ind fra ham, og jeg gik derefter i gang med at implementere hans rettelser. Dette arbejde fortsatte tirsdag, dvs. i går, for fuld skrue. 

Læsning i de sene aftenstimer.

Målet var klart: At få det matematiske på plads (modulo [red: mine] formuleringer, som Jon ynder at skrive), så vi kunne sende manuskriptet af sted til vores samarbejdspartner i Jena, Tyskland. Et øjeblik troede jeg faktisk på, at det ville lykkedes. 

<sidenote> For at klare et 3-års ph.d.-studie i matematik skal man vist være ukuelig optimist. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har troet, at ”yes! Nu kører det på skinner” eller ”yes! Jeg tror, at denne idé virker” for minutter senere (eller i nogle tilfælde flere dages hårdt arbejde) at konstatere, at det (som altid) går galt på et eller andet tidspunkt. Men man er simpelthen nødt til bare at komme op på hesten igen og tro på, at næste gang vil skidtet, som man selv vil; ellers er det ikke til at holde ud. </sidenote slut>

(Er det ikke en fiks måde at gøre jer opmærksom på, at jeg nu kører ud af en tangent? Utrolig pædagogisk påfund af mig. Man er vel inden for et fag, der af de få kategoriseres som et ”nørde”-fag.)

<sidenote> 

Haha, min parentes fik mit lige til at tænke på en episode, som jeg lige vil dele med jer. I går var Michelle, min udlejer, så sød at køre i banken sammen med mig, så vi kunne lave en bankoverførsel af mit depositum (samt $500 i kontanter, fordi Sabrina har været så dum nærmest udelukkende at benytte dankort herovre af frygt for at skulle hæve i en ATM og dermed betale 30kr i gebyr. 

Resultatet: Jeg havde en overflod af dollars sedler tilbage, hvilket betød, at jeg pænt måtte spørge Michelle, om hun ville overføre dem sammen med mit depositum, fordi jeg ikke tør rejse til New York med så mange kontanter. Nu giver banken jo også sådan en god tilbagebetalings-kurs… eller noget. Behøves jeg fortælle, at Cecilie vist har haft øjeblikke, hvor hun var mere stolt af mig?)

Nåh, men tilbage til banken, hvor vi bliver bænket foran en rådgiver, da det er en større og ret besværlig sag at lave en pengeoverførsel fra USA til Europa (til Indien, Mexico mv. kan det tilsyneladende gøres online, men til Europa,næææh nej). 

Bankrådgiveren Gokhan (hvilket betyder King of the Sky på tyrkisk, hvis I skulle være interesserede ;o) Jo vist, amerikanere er eminente til smalltalk) spurgte mig, hvad jeg havde lavet herovre, og som altid bliver der hævet et øjenbryn, når man siger, at man skriver en ph.d. i matematik (det lyser altid langt væk i folks ansigter, at de tænker ”godt det ikke er mig”).

Michelle tilføjede: ”Yeah, she is one of those smart people doing math.” Haha! Elsker at folk altid sætter lighedstegn mellem matematik og intelligens. Jeg finder det bemærkelsesværdigt, fordi der er så mange forskellige former for intelligens; og selv hvis vi snakker tal-intelligens (hvad jeg mener hermed er op til fri fortolkning, da jeg ikke selv er sikker på, at jeg ved, hvad jeg mener) så er langt de fleste mennesker bedre end mig.

Eksempelvis kan jeg let få 18 + 18 til at give 32, når vi er ude at handle. Jaaa-ah… Så har I vist også lært noget nyt i dag, hvis I gik rundt i den tro, at det gav 36). Og så sent som i dag sendte jeg en mail til Jon for at gøre opmærksom på, at jeg godt kunne nå at rette lidt i dag også. I mailen skrev jeg, at jeg skulle have hans rettelser senest kl. 16 dansk tid, for så ville klokken være 10 herovre. 

Derefter gik jeg i bad og kom pludselig i tanke om, at det da ikke kunne passe. Så regnede jeg på det igen og forfattede en ny mail til ham, om at hans deadline var rykket til kl. 18, for SÅ ville klokken være 10 her. Ahem… Da jeg havde trykket ”Send”, slog det mig, at det er kl. 19 i Danmark, der svarer til kl. 10 i Californien. 

(Jeg sendte ikke en tredje mail til ham…).

</sidenote>

 Kan I gætte sammenhængen mellem dette billede og teksten?

Tænk hårdere!

Stadig ikke...?

Så er det nok, fordi der ikke er nogen sammenhæng ;-) Jeg syntes bare, at det var synd for jer, at der ikke snart kom et billede; og så ville jeg gerne vise jer, at jeg - efter at have indkøb nye snørrebånd for snart to måneder siden - endelig fik taget mig sammen til at udskifte de gamle (som faktisk var trevlet op og derfor et værre bøvl at stramme, men åbenbart ikke nok til, at jeg orkede at udskifte dem... lige indtil det gik op for mig, at jeg snart skal rejse hjem, og det trods alt var mere fornuftigt at gøre det herovre frem for at slæbe de nyindkøbte snørrebånd med til Danmark).

Nå, vi kom vist fra cliff-hangeren med, at jeg troede, at det ville lykkedes. I går aftes gik det op for mig, at jeg manglede at godtgøre nogle egenskaber for en operator (til de interesserede så havde vi fået konstrueret en sporoperator til den krumme rand, og jeg havde søndag lavet en højre-invers hertil samt bevist, at co-domænet var som ønsket, og at den var begrænset). Men operatoren skal naturligvis også være veldefineret (i dette tilfælde uafhængig af valget af forlængelse samt af atlas og deling af enheden). 

Til trods for at jeg havde bevist, at den var en højre-invers (hvilket indikerer, at konstruktionen ikke er helt dum), så kunne jeg simpelthen ikke gennemskue, hvad jeg skulle stille op med de øvrige problemstillinger. 

En mail til Jon blev derfor forfattet og i morges lå der en mail fra ham, hvor han medgav mig, at det var et problem, og han havde ikke umiddelbart en løsning. Efter jeg havde udsat hans frist for kommentarer, tikkede en ny mail ind, hvor han beskrev, hvordan han mente, vi skulle gå frem. Det involverede konstruktion af en helt ny højre-invers; endda en væsentlig mere kompliceret konstruktion, som beror på, at vi også generaliserer et resultat i en anden artikel. 

Konklusion: Vi udskød det til januar. Dvs. ingen manuskript-afsendelse til Jena. Øv!

 

Selvom dette faktisk var målet for udlandsopholdet (at få manuskriptet færdigt i december), så føler jeg, at jeg har fået det optimale ud af at være herovre.  Det skyldes måske mest af alt noget, der primært fandt sted, før jeg tog herover. Der arbejdede vi på den første artikel, der skulle komme ud af det dansk-tyske samarbejde med mig involveret, og mens jeg har været herover, modtog vi den meget glædelige nyhed, at tidsskriftet, hvortil artiklen er indsendt, gerne vil bringe den. Min første artikel! :o)

Tiden herovre er hovedsageligt blevet brugt på at arbejde på efterfølgeren til denne artikel, hvilket så ikke helt er gået som planen (der støder bare altid ekstra forhindringer til) samt at følge et kursus i partielle differentialligninger afholdt af professoren, som jeg officielt besøger. 

Langt det meste stof, der blev gennemgået, var kendt for mig, fordi jeg har afholdt studiekreds med Jon herom, mens jeg var kandidatstuderende. Men det var alligevel rart at overvære forelæsninger i det, fordi det her er lettere at give det brede overblik, og professoren er en stor kapacitet på området, så det var jo en oplevelse bare at mulighed for at overvære hans forelæsninger (som i øvrigt var dybt imponerende, da han kunne huske alt – og det han ikke lige kunne, blev da bare udledt med ganske få sekunders tænkepause indimellem). 

Jeg skal heller ikke glemme de to foredrag, jeg har holdt – på hhv. Berkeley og Stanford. 

Inden jeg tog herovre, havde jeg håbet om at kunne få mulighed for at give en præsentation. Men jeg gav det ikke mange chancer, og jeg var faktisk heller ikke sikker på, om jeg ville gribe muligheden, hvis den bød sig. Det er nu altså ikke min yndlingsbeskæftigelse… 

Men da det er umuligt at være i denne business uden at holde foredrag (og jeg ville også meget gerne undgå at skulle holde mit ph.d.-forsvar uden nogensinde at have øvet mig på at formulere min forskning på engelsk), så jeg ikke anden udvej end at gribe tyren ved hornene, da muligheden bød sig.

Bagefter svævede jeg på en lyserød sky, for det havde slet ikke været slemt. Jovist, lige op til foredraget opførte min puls sig, som om jeg havde trukket i løbeskoene, men da jeg først kom i gang, skyllede adrenalinen min nervøsitet væk.

Øvelse gør mester, ikke sandt? Derfor var der jo ikke nogen vej udenom at skrive til Stanford, da jeg så, at de havde en lignende seminarrække. De ville meget gerne have Kim og jeg til at komme og holde foredrag en dag.

 Dokumentation af, at jeg faktisk var på Stanford.

 Stanford campus er noget mere imponerende end Berkeleys. De fleste bygninger er bygget i den samme stil (gule mursten og rødt tegltag), og alle steder er græsset slået, som var det på en golfbane. 

Kan du gætte, hvorfor jeg tog dette billede?

Jeg var simpelthen så målløs over at se cykler, der bare var låst vha. en alm. cykellås uden at være boltret fast til en metalgenstand, som yderligere er støbt ned i fortovet.

Da dagen oprandt, var jeg første mand på skansen, og da organisatoren præsenterede mig, fandt jeg ud af, at jeg faktisk var den første udefrakommende person nogensinde til at holde et foredrag i denne seminarrække. Orv! 

(Kim fik den mindre gloværdige ære at være nr. 2 udefrakommende ;o) ).

I næste indlæg følger refleksioner over de  dele af opholdet, som ikke havde faglig karakter.

Road trip VI: Grand Canyon

Så er jeg parat til at fortsætte min fortælling (hvis I overlever at læse den billedløse første halvdel af beretningen, lover jeg jer billeder i den sidste del).

I husker måske, at jeg sluttede beretning IV af med at sige, at jeg sad på Tartine. Kapitel V i road trippet blev også skrevet, mens jeg sad her. Nu har jeg så slået mig ned på Four Barrel med en mocha og er parat til at fortælle om søndagens store begivenhed. Men inden jeg gør det, vil jeg lige berette, at jeg er i San Francisco i dag, fordi jeg havde bestilt en frisørtid. 

Nu tænker I sikkert, hvorfor jeg tager helt herind for at blive klippet? Er der ikke frisører i Berkeley? Og joh, det er der, men ingen som tager online bestillinger – og idet jeg (stadig ikke) har smidt flere penge efter mit amerikanske nummer, duer telefonbestillinger ikke. Og jeg orkede ikke at vade ind til en vilkårlig frisør i højtiden (der er Thanksgiving herovre i morgen, I ved, den amerikanske højtid med kalkuner i massevis, samt tranebær, græskar og majsbrød (det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af mine utallige timer i supermarkeder og bagerier i tiden op til)) og håbe på, at jeg kunne få en tid uden at skulle sidde og vente i flere timer.

Jeg fandt først én frisør herinde, som havde en tid onsdag. Den bookede jeg gladelig og modtog også bekræftelse over mail, men da jeg tilfældigvis (og heldigvis) nærlæste datoen, stod der onsdag d. 16. januar! Det var åbenbart første ledige onsdag i hendes kalender. Jøsses!

Jeg fandt heldigvis en anden salon, hvor man kunne vælge mellem fire forskellige frisører, da man bookede sin tid; hver havde ”sin egen pris” formentlig baseret på erfaring. Forskellen var $25 mellem den ”dårligste” og den ”bedste”. Jeg behøves vel ikke fortælle, hvad jeg valgte? Melissa til $65.

I morges gjorde jeg mig mange tanker om frisøraftalen… Kom der mon skat oven i beløbet? Og ville det koste ekstra, hvis de vaskede mit hår (altså hvis de bare automatisk gjorde det som en del af deres procedure)? Hvad med føntørring? I forvejen synes jeg, at $65 er ret voldsomt for en klipning, så jeg ville gøre alt for at minimere ekstraudgifterne. 

Nu hvor jeg sidder på Four Barrel med nyklippet hår, vil jeg sige, at de $65 var givet godt ud! Og jeg føler endda, at jeg fik en masse for pengene. Jeg blev nusset om i en hel time (57 min præcist) og fik både vasket (tror hun puttede fem forskellige produkter i?) og stylet (med endnu et par produkter) håret. Faktisk blev frisøren ved med at ændre på min frisure og klippe den til, indtil hun til sidst opgav kampen mod mine krøller og accepterede sit værk ;o) 

Hun foreslog mig også, at jeg kunne gå med head bang = pandebånd, for ”det var der mange, der gjorde”, og så kunne jeg bedre kontrollere volumen (og puffe håret lidt op over pandebåndet). Ja tak! Jeg smilede bare og sagde ”that’s a great idea”, mens jeg tænkte ”argh, jeg skal sandelig aldrig i livet gå med pandebånd!”.

 Hun spurgte også ind til, hvilke produkter jeg brugte, og hvordan jeg tørrede håret? Til det første fik jeg sagt ”nothing”, da jeg tænkte, at hun mente nogle fancy hårprodukter, men da hun så sagde ”so you just keep it natural”, blev jeg lidt nervøs for, om hun troede, at jeg tilhørte de mennesker, der tror, at håret naturligt kan holde sig selv rent og derfor aldrig putter sæbe i det (håret er sikkert i stand til dette, men jeg tror, at processen for at nå dertil er ret ildelugtende), så jeg fik tøvende sagt ”ehm… I use shampoo” :-D

Og til tørringsspørgsmålet kunne jeg jo ikke sige andet, end at det klarede solen og vinden for mig ;o) Hun syntes sikkert, at jeg var håbløs! Og det er nok i det lys, at hun forbarmede sig over mig og rystede det ene hjælpende stylingstip efter det andet ud af ærmet; alt imens hun prøvede at trylle mit hår om til en frisure, der ville tage sig bedst muligt ud med den naturlige behandling, som det nu engang nyder godt af i kraft af at sidde på mit hoved.

Nåh, men det var vist nok om frisøren; min pointe var blot, at jeg sidder på Four Barrel med en følelse af, at en klipning rent faktisk godt kan være $65 værd (og det fejrede jeg da også med at gå ind til Christopher Elbow Chocolates lige bagefter og spendere $11 på fem stykker chokolade. Se, det var også givet godt ud).

Og nu tilbage til Las Vegas. Søndag morgen ringede vækkeuret omkring kl. 4 (så kan I selv gætte jer til, hvor meget, eller rettere lidt, søvn vi fik), da vi begge skulle op og i bad inden vores guide ville hente os kl. 5.50 ved hotellet. 

Vi var blevet bedt om at vente ved hovedindgangen, og Kim var simpelthen så nervøs for, hvilken hovedindgang, der helt præcist mentes (både hotellet og kasinoet har en hovedindgang), så han ville gerne, at vi var der mindst 10 minutter før. Jeg ved ikke helt hvorfor, for guiden ville jo først være der kl. 5.50, og før det tidspunkt var det jo umuligt at blive klog på, om vi stod det rigtige sted. Men han følger altid med mig uden brok, så jeg nikkede bare forstående og satte vækkeuret derefter :o)

Da klokken nærmede sig 5.50, fes Kim nærmest i pendulfart frem og tilbage mellem kasinoets og hotellets hovedindgang  (overdrivelse fremmer forståelsen… eller det gør i hvert fald historien mere spændende; i realiteten drejede det sig vist kun om et par gange), da man kunne ikke se den ene fra den anden.   

Endelig blev vi samlet op af en minibus og til min glæde opdagede jeg, at vi var de første om bord, så vi havde frit valg blandt alle sæder. Vi satte os helt oppe foran. Vores guide, Luis, fortalte, at vi skulle samle yderligere 7 personer op, så vi ville blive en fuld bus. I realiteten var der plads til tre på hver række, men selskabet gør meget ud af at skabe de bedste rammer for en hyggelig tur, så de stuver ikke bare bussen fuld. 

Allerede nu kan I måske fornemme, at det ikke er et hvilket som helst selskab, vi havde booket en guidet tur til Grand Canyon hos. Dette punkt på road trippet nægtede vi at gå på kompromis med, da det simpelthen ville være dødens pølse at sidde stuvet sammen i en almindelig størrelse bus uden en egentlig guide til at underholde og efter fem timers kørsel blive losset af ved kanten af Grand Canyon, hvorefter vi så kunne gå rundt og passe os selv i et par timer, inden turen gik hjemad.  

Derfor havde vi booket hos det selskab, der er blevet kåret til det bedste selskab blandt dem, der arrangerer ture til nationalparken. De får dårlige anmeldelser, de havde fået, blev alle fulgt op af en beskrivelse fra selskabets side, hvor de forklarede kritikpunkterne fra deres synspunkt. Sådan noget skaber respekt og troværdighed i min bog.

Luis, guiden, var oprindeligt fra Chile (eller måske var det Argentina?), men havde boet i Las Vegas i fire år. Egentlig havde hans plan været at drage til Canada for at finde job, men på vej dertil havde han gjort ophold i Las Vegas for at se byen – og så var han ikke kommet videre (livet er nogle gange så finurligt). 

Efter vi var blevet samlet op, kørte vi rundt til nogle andre hoteller (alle beliggende på The Strip, hvilket altså er en lidt finere beliggenhed end vores) og samlede en kvinde samt tre par op. Hver gang der kom nye i bussen, råbte Luis ”say Hi to [navn]” og så sagde vi ellers i kor ”Hi [navn]”. 

Som danskere krummede Kim og jeg en anelse tæer, og selvom jeg var forberedt på, at det nok ville blive en social tur, var det alligevel næsten for meget. Når jeg siger næsten, skyldes det, at det faktisk var ret morsomt at opleve. Jeg havde da også håbet på en snaksaglig guide, da det ville gøre de fem timers tur frem og tilbage noget mindre kedsommelige. 

På turen til Grand Canyon underholdt Luis med historier om Las Vegas og landskabet, der gled forbi vores øjne efterhånden som den ene mile efter den anden blev tilbagelagt. Vi kom bl.a. forbi David Copperfields hus (Kims øjne lyste nærmest som julekugler (har i skrivende stund glemt, hvordan frasen rigtigt er), da det er en af verdens mest berømte illusionister) samt USA’s største trailerpark (et område, hvor folk bor i trailers og lever et yderst primitivt liv).

Det første stop var ved McDonalds, fordi der i tourprisen var inkluderet morgenmad her. Nervøst kiggede jeg på menuen og fandt det bedste af det værste, havregrød. Dog stod der ”maple flavored” (dvs. det havde ahornSMAG, men uden at indeholde ahornsirup. Det skriger langt væk af e-numre i hobetal). Heldigvis ville tilfældet, at alle i gruppen var langsomme om at bestemme sig, og da den første var klar til at afgive sin ordre, var der netop gået kuks i en anden ordre. 

Luis havde oplevet dette før og sagde, at det nogle gange kunne tage personalet 20 minutter at komme på fode igen, hvilket vi ikke havde tid til. Så nu gik turen til… Burger King! Hvad er det for steder at tage hen til morgenmad?! Ja, hvorfor har de overhovedet åbent kl. 7 om morgenen?

Da vi steg ud på parkeringspladsen ved Burger King, opdagede jeg, at der lå en Starbucks lige ved siden af. Jeg spurgte derfor Luis, om jeg måtte have lov til at gå derind i stedet. Straks fik jeg stukket hans kreditkort i hånden med en besked om, at jeg skulle huske kvitteringen.

Weee… Jeg hoppede næsten tværs over parkeringspladsen hen til Starbucks, og det var først, da jeg tog i dørhåndtaget, at jeg opdagede, at Kim og en irsk kvinde fra gruppen havde gjort mig selskab. Kvinden havde også bidt mærke i den ”maple flavored” havregrød på McDonalds og bandet langt væk. Fantastisk (se se, der er flere derude som mig) :-D

Veludstyret med en ristet bagel og en stor cafe latte på sojamælk gik turen videre med minibussen. Næste stop var Hoover Dam (en dæmning, hvortil der er brugt så mange kilo cement, at det ville være nok til at asfaltere en to-banet vej fra den ene kyst til den anden i USA):

Vi kørte også en lille afstikker hen på et stykke af den oprindelige Route 66. Her stoppede vi i en lille by (måske Seligman), hvor jeg gik ind i en lille souvenirbutik for at låne toilettet. Herinde (altså ikke på toilettet, men i butikken) sad ejeren og spillede kort med byens sherif :o)

 Endelig nåede vi frem til den sydlige del af Grand Canyon, hvor vi skulle gå en rute af ca. 3 timers varighed helt ude langs kanten. Det var en enestående oplevelse at stå på kanten og bare kigge ud over landskabet. Men samtidig var det lidt svært at suge indtrykkene helt til sig, da det næsten virkede for stort (eller storslået). 

Jeg ved ikke, om det giver mening, og jeg kan heller ikke helt finde ord herfor, men det sank bare ligesom ikke helt ind. Så det var ikke sådan, at jeg bagefter sad med en wow-følelse. Lidt underligt og måske også lidt fesent… 

Man skal nok opholde sig her nogle dage (der er en sti, som fører ned i dalen, men det er en dagsvandring at komme ned og op igen), før man egentlig kan forstå Grand Canyon.

Frokosten medbragte Luis, og den blev indtaget siddende på nogle ret kolde sten lige ved kanten. Til min overraskelse fik jeg en vegansk sandwich, hvorpå der eksplicit stod ”no eggs”. Forundret kiggede jeg på Kim, da han havde fortalt mig, at han kun havde haft mulighed for at bestille vegetarisk. Han smilede og berettede, at han ikke havde kunnet huske (han er også ved at blive gammel), hvorvidt han kunne specificere ”vegansk”, da han bookede turen, så for at være på den sikre side havde han blot fortalt mig, at han havde bestilt vegetarisk. 

Inden i sandwichen var der en sennepsdressing og de friskeste grønsager:

Det var måske nok turens højdepunkt at indtage frokosten siddende småfrysende ved kanten af Grand Canyon på nogle afkølede sten og med en svag, kold vind blæsende ind i hovedet. 

Herefter gik vi videre til en række udsigtsposter og Luis var hver gang behjælpelig med at agere kameramand og vise tricks til, hvordan man kunne udnytte omgivelserne til at tage de sjoveste billeder. Luis:

 Og mig, der prøver at efterligne et af hans trick:

Argh, der er lang vej endnu for de ben (tungen lige i munden var åbenbart ikke nok):

Efter fem forsøg var den der (dog skal der stadig arbejdes på en mere fotogen grimasse, men på det tidspunkt tror jeg ikke, at Luis orkede at instruere en sæk kartofler længere; og desuden skulle andre jo også ha' lov):

På intet tidspunkt var der ret mange andre mennesker end vores lille gruppe (og sådan var det ifølge Luis næsten altid, fordi langt de fleste turister bare blev droppet af på parkeringspladsen og fik at vide, at de ikke måtte gå for langt væk. SÅ godt, at vi valgte at ofre lidt mere på turen). 

(Det er kulden, og altså ikke solen, der har givet mig den rødmossede kulør.)

Efter ca. 3 timer tog vi shuttlebussen tilbage til parkeringspladsen, og så gik det ellers direkte hjem til Las Vegas. 

På vej hjem i bussen sov jeg det meste af tiden (jeg er selv lidt stolt over, at jeg på road trippet har formået at sove både i bussen til Las Vegas, i denne minibus og senere sov jeg også i flyet til San Francisco. Egentlig ret heldigt, at jeg, som eneste chauffør, ikke faldt i søvn i det røde lyn ;o) ).

På hotellet var vi nødt til at finde en restaurant, hvor vi kunne få lidt aftensmad og tilfældet ville, at vi fandt et sted, hvor vi kunne få havregrød (jaaah, kom ikke her og sig, at vi ikke lever det vilde liv):

Den næste morgen skulle vi med flyet kl. 6.15 fra lufthavnen (doh Sabrina, hvorfra ellers?). Luftfartsselskabet anbefalede, at man mødte op 90 min før, så vi skulle allerede med en taxa kl. 4.15. Det betød endnu en nat med minimal søvn (nøj, for et søvnunderskud vi fik samlet sammen i løbet af turen). 

Selve turen til San Francisco forløb gnidningsfrit (jeg fik endda lov til at tage min solcreme med om bord, til trods for at det er en beholder på langt over 100mL… Og jeg som troede, at amerikanerne gik amok over flysikkerhed). 

Fra lufthavnen i San Francisco tog vi BART’en hjem til Berkeley; med et lille mellemstop hos Tartine, da turen jo skulle sluttes af med maner. Dette satte punktum for et helt fantastisk road trip, hvor vi havde tid til bare at slappe af og tage tingene, som de kom. 

Alt forløb planmæssigt (hey, vi overlevede busturen til Las Vegas), og vi hyggede os bare non-stop igennem hver eneste dag. Det er nu altid skønt at rejse sammen med nogen, der har samme idé som mig om, hvad hygge er (*host* kaffebarer og gåture *host*).

Road trip V: Las Vegas

Aftensmaden havde vi spist om bord på bussen, så da vi ankom til Las Vegas, var vi parate til at gå på opdagelse. Hotellet lå lidt væk fra The Strip (den strækning på hovedgaden, hvor alle de største hoteller ligger), så vi besluttede os for at stå af ved det første kasino og gå rundt med rygsækkene for ikke at spilde tid på at komme gå frem og tilbage til hotellet. 

 

Det første kasino, hvor bussen holdt ind, var Excalibur, der er inspireret af Disney:

 

Vi gik også indenfor:

Lige ved siden af ligger et hotel formet som en pyramide, og fra toppen heraf skød en lyskegle op, der vitterligt lyste himlen op:

Sikke et syn! Lys over det hele og det ene vanvittige byggeri efter det andet. 

På vores venstre hånd lå kasinoet New York, New York. Gæt, hvad det var inspireret af? 

Nemlig; Manhattens skyline. Det bestod af fire skyskrabere (heriblandt Empire State Building) bygget tæt op ad hinanden og foran var en stor gengivelse af Frihedsgudinden. Som om det ikke var nok, var der en rutsjebane, hvis bane gik både uden for og inden i kasinoet (og vi snakker altså en rutsjebane af den størrelsesorden, man finder i Tivoli)!

Man kan vælge at gå nede på The Strip eller zig-zag’ge mellem kasinoerne vha. de gangbroer, der er bygget hen over The Strip fra det ene kasino til det andet. Til at starte med gjorde vi det sidste, men det tog simpelthen så lang tid, da kasinoerne er kæmpe (husk på, at blot et enkelt af dem består af fire skyskrabere), så vi til sidst gik ned på The Strip. 

På vores gåtur heropad passerede vi Bellagio (kendt fra det imponerende springvand, der fyres af med jævne mellemrum):

Derudover kom vi forbi Treasure Island (hvor der foran er en voldgrav med to skibe i rigtigt målestoksforhold, som gentagne gange i løbet af aftenen kæmper mod hinanden. Og eftersigende ender det ene af skibene med at synke. Vi så begyndelsen af et af disse shows, men det var simpelthen for kedeligt til, at vi gad blive og overvære slutningen).   

Et andet kasino havde hentet inspiration fra Venedig, således der var bygget kanaler ude foran, hvorpå der sejlede gondoler. Og endnu et havde hentet inspiration fra Paris:

Jeg havde noteret en chokoladeforretning inde i kasinoet Caesar’s Palace, så da vi passerede det, besluttede vi for en stund at søge ly fra de mange indtryk: 

Vi blev dog klogere, for også inden i kasinoerne er der simpelthen så meget at se. Flotte fontæner, imponerende udsmykninger og ikke mindst en masse forskellige mennesker. Sidstnævnte gjorde, at vi besluttede at købe en appelsinjuice hver i chokoladeforretningen og sætte os ved en fontæne for at iagttage de forbipasserende. 

Heldigvis så vi faktisk ikke udskud af den type, vi havde kørt i bus med. Til gengæld så vi en kliche i form af et velklædt par, der kom gående med hinanden i hånden; manden bar på en flaske champagne, mens kvinden havde en buket røde roser i hånden. 

Der var de yngre kvinder med silikonebryster og meget nedringede kjoler – de var typisk i selskab med mænd, som formentlig skulle ind og spille (og håbede at konens outfit kunne distrahere dealeren). Og så var der naturligvis også de drenge, der var på en rigtig drengerøvs-ferie med gutterne; og som sikkert fik spillet et anseeligt beløb op.

Klokken var ved at blive mange, og vi satte kursen mod hotellet. Udstyret med kort udprintet fra Google Maps, besluttede vi at gå op til det mest nordliggende kasino, The Stratosphere, på The Strip og dreje til venstre, så skulle vores hotel komme kort efter. Temperaturen var efterhånden langt nede, og blæsten gjorde, at vi frøs så meget, at det føltes, som om vores hænder ville falde af. Og The Stratosphere forblev ude i horisonten.

Endelig nåede vi derop og drejede til venstre. Efter at have gået et par hundrede meter opdagede vi en bro, som gik over en motorvej. En uoplyst bro vel op mærket uden fortov og med tung trafik. Opgivende kiggede vi på hinanden… Der var jo ikke meget andet at gøre end at gå ned ad den nærliggende sidegade (faktisk vendte bagsiden af The Strip ud herimod), indtil vi kunne komme over motorvejen et sted.

Det viste sig så, at vi skulle mere end en kilometer tilbage, før det ville lykkedes os at krydse. I takt med at denne kilometer blev tilbagelagt, voksede vores forargelse mere og mere. For hvad bød bagsiden af The Strip på? Stripklubber og sexshops på stribe, ja der var faktisk ikke andet! Endda lå verdens største af sin slags lige der (hvis man da skal tro på deres egne reklameskilte), og foran en af de andre stod en meget letpåklædt kvinde og dansede på et roterende plateau; nøj, hvor må hun have frosset! 

Det var simpelthen et frygteligt syn! Og hvad der var mere frygteligt, var tanken om, at langt de fleste turister, som kommer til Las Vegas, ikke får denne side at se (selvfølgelig med mindre de aktivt opsøger den ;o) ). De forlader derfor byen i den fejlagtige tro, at Las Vegas er lutter imponerende kasinoer og glimmer og glamour. Men lige bagved lurer (ikke overraskende) en kæmpe sexindustri! 

(Den næste dag kunne vores tour guide på vej til Grand Canyon fortælle os, at der foruden stripklubberne også er prostitution for alle pengene; prostitution er dog forbudt i Las Vegas, så i stedet går det under navnet ”Escort”, hvormed det straks er lovligt, for det betyder jo bare noget i stil med at ”følge med”, og der er jo intet galt i, at en kvinde følger med en mand op på hans hotelværelse…).

Jeg tror, at vi ankom til hotelværelset omkring kl. 00.30, så vi smed nærmest bare vores habbengut og hoppede på hovedet i seng, for vi skulle tidligt op næste dag…